Enhver kritik er forstummet

Kritik af nye medier er jo en sportsgren med en lang og glorværdig historie. Man kan i flæng nævne Jerry Manders hadeskrift “Four Arguments for the Elimination of Television” fra 1978 og værker af den amerikanske mediekritiker Neil Postman som f.eks. “Amusing Ourselves to Death” fra 1985.

Men balladen går langt længere tilbage: Filmen var en farlig forlystelse for masserne (og måtte derfor reguleres kraftigt), telefonen var bestemt ikke alles kop te, Platon havde ikke megen fidus til skriftsproget. Og så videre.

Det er med andre ord normalt at nye medier kritiseres wholesale i en betydelig periode. I internettets tilfælde har denne periode dog været påfaldende kort - for hvor finder vi en egentlig kritisk holdning til internettet og den digitale kommunikation, der i disse år øver en ubeskeden indflydelse på vores sociale samvær?

Ikke i den offentlige danske debat, så vidt jeg kan se. Men den var der for ikke så længe siden. I den sporadiske afdeling skrev Politikens let excentriske Bettina Heltberg for ni år siden at

“En computer er ikke kun nutidens praktiske svar på forældede skriveredskaber. Den er også en tidsrøver, et dominerende legetøj, der styrer og organiserer dagliglivet og tilbyder sig som erstatning for personligt samvær og konkret fysisk erfaring.” (Politiken, 14-2-1999).

Heltberg spurgte i øvrigt også året før:

“Hvad i himlens navn vil folk med deres egen hjemmeside? Jeg fatter det ikke. Det synes, som om der bliver mer og mer elektronisk kommunikation og mindre og mindre, som det er værd at kommunikere.” (Politiken, 24-4-1998).

Jeg håber virkelig ikke Heltberg en dag snubler over Facebook…

Sådanne udfald er selvfølgelig ret beskedne. I mere ambitiøs målestok skrev Ole Grünbaum i 2001 en temmelig enestående bog med titlen “Tekno-fetichismen –- og drømmen om det gnidningsløse samfund”. Allerførst skal vi måske lige slå fast at Grünbaum ikke just er hvem-som-helst i denne sammenhæng. Foruden en glorværdig karriere som provokatør og kulturel altmuligmand, var Grünbaum en fast ankerperson på Politikens it-journalistik op gennem 1990erne. Han var vel nærmest regnet som it-entusiast. Eller: Stryg bare “vel nærmest”. Manden havde sågar æren af at blive anklaget for “kompromisløst” at ville “latterliggøre enhver form for intelligent stillingtagen til ny computerteknologi” (af Jan Esmann i 1995).

Det var denne Grünbaum som i Tekno-fetichismen satte en samling bastante spørgsmålstegn ved tidens it-iver. Han var skeptisk overfor de politiske visioner, tvivlende overfor det digitale potentiale og godt gammeldags træt af tanken om at computer-medieret kommunikation skulle kunne erstatte fysisk samvær. Hvis du ikke har hans værk ved hånden, så bragte Dagbladet Information to uddrag. Grünbaums pointer er interessante og diskussionsværdige i sig selv.

Men det er stadigvæk metaspørgsmålet, som undrer mig mest: Grünbaums skrift er sådan cirka det eneste af slagsen jeg kan komme på fra nyere (dansk) tid. Hvad man end mener om de digitale mediers effekter, er fraværet af kritik påfaldende.

Hvordan kunne de digitale medier sejre så entydigt og så hurtigt?

(image by Chris & Lara Pawluk)

Tilfoej en kommentar

Se tidslinje

• « Clash!
• » Den som linker lever