RSS-barnet med de mange navne
Tags: , feeds, rss, syndikering, web 2.0
permalinkRSS-teknologi - eller hvad man nu skal kalde det - er et helt grundlæggende element af hvordan webben fungerer i dag. I bund og grund handler det vel om at ting der bliver publiceret et sted, nemt kan opsamles andre steder. At fx et indlæg på en blog som denne automatisk bliver opfanget af min RSS-læser (hvis jeg har sådan en og har bedt den abonnere på Teknokratiet) og af søgemaskiner som danske overskrift.dk eller amerikanske Technorati. Blandt andet. Jeg skal ikke her komme så meget nærmere hvad RSS præcis er (der er andre gode steder at ty til forklaringer på det; fx her, her, her, eller her). I stedet vil jeg krølle et par tanker omkring hvad det bliver kaldt.
RSS - eller feeds eller syndikering eller xml eller nyhedssteøm eller hvad?
På Politiken taler de om RSS, men der står XML på den knap man skal klikke på for at abonnere. På Berlingske hedder det Nyhedsfeeds, men på linkene man abonnerer via, står der RSS. På Kommunikationsforum bryster man sig af at anvende RSS 2.0 - noget der dog ikke gælder de weblogs der findes i K-universet.
Andre udtryk man ser, er syndikering, feed, nyhedsstrøm, atom, aggregering. Eller hvad med de divergerende udfoldelser af RSS-forkortelsen: Really Simple Syndication, Rich Site Summary, RDF Site Summary, eller det danske Rigtig Simpel Syndikering. Man kan hurtigt blive forvirret. Og det oven i at det i det hele taget er noget nyt og svært at forstå for mange.
Mest synes jeg dog jeg støder på RSS. Nogle ville måske i brugervenlighedens navn påpege (måske lidt stråmandsfare her - ved at bl.a. Hr. Nielsen har argumenteret lidt i den retning): Man må for guds skyld ikke bruge intetsigende forkortelser som RSS eller XML. For slet ikke at tale om intetsigende symboler, fx den lille orange, afrundede firkant med en prik som udsender to kvarte buer (som vist er det mest udbredte).
Men hvad skal vi så kalde det? Jeg synes for så vidt godt det må være intuitivt og brugervenligt - men det ændrer ikke ved at sådan noget som RSS bare ikke er umiddelbart forståeligt for de fleste. Det kræver lidt tilvænning og tænkning at lære det. Men jeg har til gengæld klart indtryk af at de fleste der fx lærer at bruge en RSS-læser hurtigt synes at det er … ja, really simple.
Jeg synes ligeledes efterhånden det lille orange ikon har fået en ret intuitiv funktion for mig som noget jeg kan klikke på hvis jeg vil abonnere på (noget fra) det websted jeg er inde på.
Jeg har ikke umiddelbart noget bedre bud end at bruge RSS som samlebetegnelse for denne type publiceringsteknologi, og RSS-feed for det der kommer ud når et websted også publiceres i RSS-format.
Det giver måske ikke intuitivt mening for folk, der aldrig har hørt om det før. Men kan vi ikke leve med, at der er en lille læringskurve, før folk får mening ud af forkortelsen? Det kan godt være at danske ord som aggregator og syndikering - måske sammen med feed lånt fra engelsk - kunne hjælpe til at forme et mere umiddelbart betydningsfuldt udtryk for det. Jeg kan bare ikke se det for mig, at det ville blive ret meget mere elegant eller let af den grund.
Kommentarer (5)
Esben Fjord skrev disse fyndige ord den feb 21 08 kl. 10:00Er det ikke lidt den sammen problemstilling, der findes, når nogen snakker om Internet, andre om www og atter andre om webben, nettet eller webbet? Eller for den sags skyld, når nogen kalder det en hjemmeside, andre en webside eller et site, et netsted eller andet?
Det er nok sådan, at disse nye ord for begreber på www har mange navne, ikke kun i Danmark, men også andre steder, og at det, det primært gælder om er at få folk til at forstå, hvad det er begreberne dækker over!
René skrev disse fyndige ord den feb 21 08 kl. 13:02RSS-feed er vel dybest set en af de dummeste betegnelser, man kan promovere, hvis brugeren alligevel skal til at lære noget. Når vi i Atom har en standard, der konkurrerer med RSS om feed-markedet (havde aldrig troet, jeg skulle bruge det ord) er det vel ikke helt fair at promovere det ene frem for det andet som en generisk term?
XML giver heller ikke megen mening i min verden (som generisk term for teknologien, der henter indhold et sted fra til et andet), da det jo også blot er en typisk måde at klare sagen på. I dansk kontekst betyder “Feed” vel ikke meget andet end omtalte? Så hvorfor ikke blot “feed”? Eller web-feed/webfeed, hvis “feed” er for generelt.
Og ja, så selvfølgelig meget gerne i forbindelse med det orange ikon, som jo også allerede er de facto standard takket være aftalen mellem de to store spilere på browsermarkedet, Microsoft og Mozilla. Det orange ikon er i øvrigt det, jeg til enhver tid kigger efter på et site.
Niels Mølbjerg Lund Pedersen skrev disse fyndige ord den feb 21 08 kl. 18:45@Esben: Jo, problemstillingen er meget sammenlignelig. Og pointen er vel mest af alt at det er en konstant forhandling mellem hvad noget “korrekt” betyder og hvad folk forstår ved det. Som ved det meste andet sprogbrug.
@Rene: Udmærket argument for at RSS ikke skal promoveres som generel term, hvis det refererer til en specifik standard. Der havde jeg ikke gjort hjemmearbejdet ordentligt. Tænkte nok mest at når der ikke engang var enighed omkring hvad RSS står for, kunne man se det som en ultragenerel (og ja, i og for sig intetsigende) forkortelse, som der trods alt virker til at være en vis enighed om hvad betyder. Feed i stedet? Tjo måske. Eller føde? Nej - jeg gad godt om der var et et godt dansk ord, men det er måske for sent til det.
René skrev disse fyndige ord den feb 22 08 kl. 09:31Der er fin enighed om, hvad RSS står for. Problemet har mere været, hvem der måtte bruge forkortelsen (den blev hijacket af folkene bag RSS 1.0 fra Netscape-folkene, som står bag RSS 0.9x og RSS 2.0).
Idéen har været at bruge samme forkortelse til at betegne teknikken, men lade de forkortede ord være forskellige for at fortælle om de tekniske forskelligheder versionerne imellem.
Fra Wikipedia:
* Really Simple Syndication (RSS 2.0)
* RDF Site Summary (RSS 1.0 and RSS 0.90)
* Rich Site Summary (RSS 0.91)
Niels Mølbjerg Lund Pedersen skrev disse fyndige ord den feb 23 08 kl. 01:18Enighed, ok. Men det gør vel ikke forvirringen mindre for lægfolk at fagfolk er enige om tre forskellige udfoldelser af en forkortelse? Oftest er det nok med en.
Og egentlig peger det igen imod promoveringen af RSS generelt.Mange tak for forklaringen! Jeg er - som det fremgår ovenfor - stødt på alle tre udfoldelser af forkortelsen før. Dog er jeg ikke før stødt på at der skulle være en artikuleret idé i at forsøge at beholde den samme forkortelse for forskellige udviklingsniveauer af denne teknologi. Det giver helt klart mening. Selvom jeg er i tvivl om hvorvidt jeg synes det er en god idé…

Seneste kommentarer
4. maj 2010, kl. 17:40
22. januar 2009, kl. 13:07
3. januar 2009, kl. 16:10
30. december 2008, kl. 23:57
18. december 2008, kl. 01:16