Danske lydbøger i piratkopi - eller Danske lydbøger får et liv?

Den 01. 04 .08
Af nielsmlp

Tags: , , ,

permalink




Forleden bragte Politiken en artikel under overskriften “Danske lydbøger i piratkopi”. Ud over at den i mine øjne virker symptomatisk for et forholdsvis unuanceret syn på kampen mellem “ejerne” og “piraterne”, bringer den mod slutningen en interessant problematik op i forbindelse med den danske forfatter Dennis Jürgensen:

En af de hyppigst kopierede danske forfattere på The Pirate Bay er Dennis Jürgensen. Meget tyder på, at hans lydbøger er kopieret efter biblioteksudgaver, for forlaget Tellerup har stort set ikke solgt lydbøger til private.

Altså: Brugerne betalte ikke for at lytte til oplæsning af Dennis Jürgensen før, og de betaler ikke for det nu. Hvad er problemet?

Biblioteket er en slags fildelingstjeneste der længe har givet brugere gratis adgang til alverdens kulturelle værker. Skal vi se det som en ulovlig modsætning at Jürgensenlyttere i dag tilgår deres gratis oplevelse af lydbøgerne via BitTorrent-teknologi?

En klar forskel er jo, at der følger nogle offentlige midler med når noget udlånes på biblioteket. Kunne man ikke forestille sig at bibliotekerne og biblioteksmidlerne i højere grad begyndte at operere med nogle tidssvarende teknologier - som fx BitTorrent?

Artiklen slutter med en udtalelse fra forlaget, som ikke har tænkt sig at lade sig præge af piraterne:

»Om to måneder udsender vi Dennis Jürgensens meget store roman ’Dystopia’ som lydbog, og at der finder piratkopiering sted, får ikke nogen betydning for vores satsning. Vi må jo ikke lade dem vinde«, siger Harald Tellerup.

Præcis hvem der refereres til med “dem” i denne sammenhæng, er jeg ikke helt sikker på. Jeg formoder det er “dem” som gider lytte til lydbøgerne, men ikke køber dem. Sandsynligvis også “dem” som udgør en loyal fanskare som måske ikke køber bøger, men som er af stor værdi for et brand som Dennis Jürgensen.

Hvorfor lader Bibliotekerne sig ikke inspirere af hvordan brugere deler ting gennem BitTorrent? Hvorfor gør forlag som Tellerup ikke?


Abonner paa kommentarer Kommenter | Trackback |  Share This

Kommentarer (12)

[...] Ebog), men det går godt nok langsomt. Ovre på vores gruppeblog Teknokratiet skriver Niels om lydbøger i piratkopi. Når nu man gratis kan låne lydbøger på biblioteket, hvorfor kan man så ikke downloade dem [...]

Pirater og båndsalat | Morten Gade skrev disse fyndige ord den apr 05 08 kl. 14:31

Bibliotekerne har masser af musik til download, så de ved godt, hvad lånerne vil have og leverer det i det omfang, de kan.

Men bibliotekerne kan ikke udlåne materiale, der ikke findes. Hvis en lydbog findes på cd - og kun på cd - kan biblioteket ikke af egen drift producere et ny udgave af produktet. Bibliotekerne har de udgaver, forlagene producerer.

Men forlagene skal nok se at få fingrene ud.

Søren Storm Hansen skrev disse fyndige ord den apr 01 08 kl. 18:09

Bibliotekernes musiktjeneste er givetvis til glæde for mange (med Windows Media Player, så vidt jeg forstår). Det er ganske fint. Og jeg har indtryk af at der foregår en hel del innovativt i forbindelse med bibliotekerne og deres rolle i forhold til både brugere og samfund. Det sætter jeg pris på.
Men det er også en betydelig udfordring bibliotekerne står overfor med en digital verden som den ser ud i dag. Og jeg tror ikke der er kommet ret mange innovative projekter ud af at tage et udgangspunkt der hedder at bibliotekerne blot og bart er en formidler af produkter som forlag og andre udgivere publicerer. Netmusik.dk eller ej.

Niels Mølbjerg Lund Pedersen skrev disse fyndige ord den apr 02 08 kl. 16:50

Her i USA tilbyder mange biblioteker at man kan downloade både video og lydbøger direkte over nettet, det eneste der kræves er at man har et lånekort.

Givet prisen på lydbøger i Danmark er det næsten umuligt for private at få råd til at købe dem, især Dennis Jurgensens målgruppe som jo er meget unge mennesker.

Digitalbrian skrev disse fyndige ord den apr 25 08 kl. 19:16

Joh - unge mennesker er godt nok meget fattige i Danmark - når de mener andre skal betale for at de gør sig til “pirater” for kr. 158,-

Joan skrev disse fyndige ord den maj 09 08 kl. 09:49

@Joan: Jeg ved ikke hvad “de unge” mener. Ej heller hvor fattige de er.

Men jeg mener helt klart at der er mere end prisen til forskel. iTunes har jo fx bevist at det sagtens kan lade sig gøre at tjene penge på at sælge musik til download - hvis bare man gør det let nok for brugerne. Mon ikke noget lignende kunne gælde for lydbøger?

Lige nu er det slet ikke let for mig at finde et sted på nettet hvor jeg kan købe en Dennis Jürgensen-lydbog til kr. 158,-. Faktisk kan jeg slet ikke (med det forbehold at gyldendals site lige nu er nede, og en google-søgning tyder på at de måske har noget).

Og hvis jeg så fandt frem til det ville jeg sikkert skulle vente en rum tid på at den kom igennem det danske postsystem og ind ad min brevsprække.

Alt i alt - meget besværligt.

Modsat hvor let og hurtigt det ville være at hente det gennem BitTorrent.

Niels Mølbjerg Lund Pedersen skrev disse fyndige ord den maj 09 08 kl. 15:07

Kære Niels
På biblioteket LÅNER man bøger. Det vil sige man tager en bog med sig hjem læser i den og afleverer den igen, så en anden LÅNER også kan nyde godt af den. Ønsker du at eje en bog skal du betale for det, ligesom alle andre varer i denne verden.
Hvis bibliotekerne begynder at benytte sig af bitTorrent, så tror jeg at den kære Harald Tellerup skal have nogle helt andre penge ind af døren.
Og helt ærligt at glorificere de stakkels pirater “som udgør en loyal fanskare som måske ikke køber bøger, men som er af stor værdi for et brand som Dennis Jürgensen”.
Hvor fedt ville du synes det ville være hvis du en morgen kom ned på gaden, og opdagede at din nye bil var stjålet. Hold da kæft mand, der er nogen der har hugget min bil. Hvor fedt at de også synes det er en hammer lækker bil!!!
Pirater er tyveknægte ligesom alle andre der stjæler.
Hilsen en der går ud af butikken uden noget i lommerne

Pernille Holm skrev disse fyndige ord den sep 20 08 kl. 15:06

Kære Pernille
Når jeg tænker over det, forsøger jeg nok mest af alt at sige tre ting med indlægget ovenfor:
1) At der er forskel på fysiske varer og digitale varer som ikke er bundet til en eller anden fysisk genstand.
2) At BitTorrent er en ret smart tænkt og brugervenlig teknologi til at distribuere tunge mediefiler på. Det kan godt være at teknologien bliver brugt ulovligt (det gør vist en del teknologier), men selve teknologien er der ikke noget ulovligt i at udnytte. Det er fx NRK et af flere eksempler på.
3) At biblioteket som institution (og en hel masse institutioner omkring den i forhold til ophavsretslovgivning, bibliotekspenge, koda-penge osv.) er nødt til at tage disse ændringer seriøst for at bevare og berettige denne institution som en service for borgerne.

Jeg er ikke sikker på jeg forstår hvad du vil sige med din kommentar. Ja, jeg låner bøger på biblioteket og leverer dem med glæde tilbage igen. Nej, jeg synes ikke det er ok at stjæle fx biler fra hinanden. Og ja, den kære Harald Tellerup ville skulle have penge på en anden vis hvis bibliotekerne begyndte at understøtte videreformidlingen af hans udgivelser på nogle mere nytænkende måder. Men problemet er vel netop at strømmen af bibliotekspenge til Harald Tellerup ebber ud hvis folk stopper med at låne hans lydbøger (en proces som ifølge artiklen er i fuld gang). Derfor tænker jeg at det er oplagt for forlag og bibliotekerne at tænke i hvordan man fortsat kan servicere borgere med nem gratis adgang til fx lydbøger på en måde hvor man kan opretholde en idé om hvad folk lytter til så man kan kanalisere nogle bibliotekspenge videre. (Og jeg synes egentlig ikke jeg glorificerer nogen stakkels pirater - men omvendt synes jeg også den problematik er en ganske anden snak.)

Niels Mølbjerg Lund Pedersen skrev disse fyndige ord den sep 22 08 kl. 23:24

Kære Niels,

Har du fået afprøvet http://www.netlydbog.dk?

Harald Tellerup skrev disse fyndige ord den okt 15 08 kl. 19:57

Kære Niels
Selvom jeg tror jeg forstår en del af det du siger, og langt hen ad vejen er enig, så er det vel lidt utopisk at forestille sig at det offentlige skulle bære hele byrden af at udvikle den litterære kultur i Danmark? For det er vel det du i sidste ende argumenterer for, ikke?

Hvis du og jeg og alle andre havde ubegrænset adgang til bøger fra en offentlig service, hvor mange boghandlere ville så overleve? Hvis der aldrig var ventelister, de var tilgængelige næsten fra udgivelsesdatoen og de endda bragte bøgerne ud til døren, øjeblikkeligt og på alle tider af døgnet, hvor tit ville en gennemsnitsdansker så vandre gennem regn og slud for at slæbe 2 kg papir hjem i en plastikpose? Så skal der godt nok kanaliseres nogle seriøse offentlige midler for at holde gang i forfatterne i Danmark…

Det er selvfølgelig noget med ejerfornemmelse og touch and feel, men er det ikke bare en indlært opførsel, som kan aflæres igen?

Jeg tror på, at som vores samfund (og hvor fornuftigt det er, er en HELT anden diskussion) er skruet sammen i dag, må der nødvendigvis være et kommercielt aspekt til at drive udvikling og kultur. Og derfor kan du ikke bare frigive alle lydbøger til download uden restriktioner.

Og det er derfor at jeg og 3 venner har arbejdet det sidste års tid på at lave en fornuftig lydbogsdownload butik ved navn http://www.lytenbog.dk. Når markedet er stort nok, og omsætningen stor nok, falder priserne. Forhåbentligt til et niveau som gør Piratkopiering til mere et livstilsvalg end en økonomisk nødvendighed. Så kig forbi og støt udviklingen :)

Thomas Smith skrev disse fyndige ord den dec 10 08 kl. 02:38

@Harald: Jeg har kigget på netlydbog.dk, og det ligner en ganske fin tjeneste. Men jeg kan ikke få det til at virke på min Mac, desværre; så vidt jeg kan gennemskue, virker det kun for folk med Windows som styresystem.

@Thomas: Jeg forstår ikke helt hvordan du tolker at jeg argumenterer for at det offentlige skal bære hele byrden. Jeg synes jeg forsøger at tale for at både offentlige instanser som fx biblioteker så vel som forlag, butikker osv. skal have øjnene op for en digital virkelighed som ikke altid kan sammenlignes med den analoge.
Og jeg er sådan set enig i at der ofte skal kommercielle aspekter i spil til at drive en udvikling - iTunes er i mine øjne et godt eksempel på at man godt kan få folk til at betale for at downloade musik hvis bare det er let og lige til.
Al mulig held og lykke med at få gang i lytenbog.dk. Det ligner et prisværdigt initiativ.

Niels Mølbjerg Lund Pedersen skrev disse fyndige ord den dec 18 08 kl. 01:16

@Niels: Det kan også sagtens være, at jeg har misforstået dig. Jeg er helt enig med dig i, at der skal nytænkning til, og at der er stor forskel på digitale og fysiske varer. Jeg mener problematikken kommer ind, når visser kommercielle/udviklings aspekter er tæt forbundet med principperne for de fysiske varer. Bibliotek vs. Boghandel, Netlydbog/BitTorrent vs. Downloadsites (ventetid, tilgængelighed, osv). Jeg har bare svært ved at gennemskue, hvorfra pengene skal komme? Hvilken økonomisk model ser du som mulig? En TDC-play lignende model måske eller en form for borgerafgift?

Thomas Smith skrev disse fyndige ord den jan 22 09 kl. 13:07

Tilfoej en kommentar


XHTML: Du kan bruge disse tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Se tidslinje