HIT me baby…
Tags: Britney Spears, Google, hit, journalistik, politiken, statistik, udrangerede popstjerner, Venstre, web
permalinkKender du det journalistiske Google-relevanskriterium?
Princippet er simpelt: Søg på emnet og noter hvor mange søgeresultater du får. Jo flere, jo mere relevant. Men måske er det ikke så simpelt alligevel, for man kan ofte læse tal, der synes trukket ud af den blå luft.
Et relativt nutidigt eksempel. Politiken skrev 7/2, i artiklen “Pressen spinder guld på Britney Spears” (og den opmærksomme læser vil bemærke det elegante link til dette indlægs overskrift…):
En søgning på ‘Britney Spears’ gav tidligere i dag 5.870.000 såkaldte hits på Google.
Nu er jeg godt klar over at Google piller ved sine søgealgoritmer fra tid til anden, men den 21/2 gav søgestrengen “Britney Spears” over 74 millioner resultater og 8/4 var der næsten 88 millioner. Og jeg tillader mig at tvivle på at Google kun hostede op med små 6 millioner af slagsen i starten af februar.
Det er underligt at disse Google-angivelser ofte er helt i skoven (for så svært er det jo heller ikke). På den anden side er der ikke noget principielt forkert i at bruge Google på denne måde, så længe man er i stand til at gengive den nøjagtige søgestreng på papir bagefter.
Hvad der derimod ER problematisk er et nært beslægtet fænomen. Eller faktisk to:
- At websiteindehavere slynger om sig med begrebet hits som angivelse af populariteten af deres website
- At (nogle) journalister gladeligt trykker den slags påstande
En del af problemet bunder i det tågede begreb “hit” i denne sammenhæng. Der er ikke ligefrem enighed, ej heller blandt teknisk mindede, om hvad et “hit” betyder. Men typisk henviser det, blandt de lærde, til en browsers anmodning om en fil på en server. Eftersom en webside typisk består af mange filer, vil en bruger der ser én webside generere en mængde “hits”. Så hvis man tror at et “hit” er en sidevisning eller en besøgende, ja så kommer man let til at overdrive en websides popularitet voldsomt.
Dette kan muligvis forklare nogle af de overvældende besøgstal, der til tider nævnes. Hvad jeg mener med “overvældende”? Lad mig give et eksempel. Under Folketingsvalgkampen fortalte Venstre pressen at
Hver dag ser 750.000 danskere VenstreTV. Til sammenligning så ca. 840.000 seere torsdagens duel på TV 2 mellem Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen. Hver dag aktiveres lidt under én million videoklip fra VenstreTV. Og Venstre har gigantiske seks millioner hits lige fra VenstreTV til podcast, billeder, tekst og tv-klip.
Nu VED jeg ikke noget om Venstres faktiske besøgstal. Men 750.000 unikke videoseere? Om dagen? Seks millioner “hits” lyder også voldsomt, men hvis der henvises til (det noget abstrakte mål) hvor mange gange en browser har bedt om en fil hos Venstre så er det da muligt.
Nu er det selvsagt noget man kunne skrive lange afhandlinger om. Men hvilken enhed (sidevisninger, unikke brugere, brugere per dag el. lign.) vil I som tommelfingerregel foreslå at man anvender som mål for et sites popularitet?
Kommentarer (8)
Morten Gade skrev disse fyndige ord den apr 08 08 kl. 18:55Som tommelfingerregel: FDIM’s begreb “Bruger”. En bruger = En dansker. Det bliver så målt ud fra et panel, en tracking-kode mm. Se fdim.dk.
Det næste relevante mål er besøg. Altså hvor mange sessioner, der har været på websitet. Og i relation hertil frekvensen: Hvor mange besøg har den enkelte bruger haft inden for en periode (fx en måned - der er væsentligt højere frekvens på medier som ekstrabladet.dk end på teknokratiet.dk :-)).
De næste relevante mål må være tidsforbrug og/eller sidevisninger: Altså, hvor meget tid bruges der på sitet i forbindelse med det enkelte besøg.
Og allervigtigst må være, om sitet opnår sine mål og succeskriterier: Sælger noget, giver brugerne de oplysninger, de efterspørger eller hvad der nu er aktuelt.
I øvrigt tror jeg de 750.000 videoseere inkluderede de utallige, der kom til at mouse over en bannerannonce fra Venstre under valgkampen. Her slap man nemlig ikke for at se dagens Anders Fogh-budskab.
Jonas Heide Smith skrev disse fyndige ord den apr 08 08 kl. 19:24Tak for kommentar. Jeg tænker at website-trafik (målt på den ene eller den anden måde) er blevet et så indgroet successparamenter mange steder at det kan bremse tiltag til at sprede information på andre måder (f.eks. åbne APIer). Det ligner ikke at FDIM p.t. registrerer sådan alternativ trafik, men det kan de vel i princippet vælge at gøre i fremtiden.
Morten Gade skrev disse fyndige ord den apr 09 08 kl. 15:58Det forstod jeg simpelthen ikke. Kom igen?
Jonas Heide Smith skrev disse fyndige ord den apr 09 08 kl. 16:26Trafikmålinger fokuserer gerne på “Besøg på et givent website” (om det så er hits, sessions eller whatever).
Og mange websiteindehavere bruger trafik som et centralt succesparameter.Men “Besøg på et website” er en meget Web1.0-agtigt målestok. Web 2.0-tjenester distribuerer gerne en masse indhold uden at nogen “besøger deres website”.
Derfor spekulerede jeg blot på om relativt traditionelle trafikmålinger (a la FDIMs, så vidt jeg kan forstå) kan være med til at bremse udviklingen væk fra holdningen “Vi skal lave alle tiders bedste portal” og til holdningen “Vi deler vores data på den smartest tænkelige måde, f.eks. ved at lade andre tjenester slå op i vores database”.
(Og hvis du stadig synes det er helt sort, så må du bare sige til :-))
Morten Gade skrev disse fyndige ord den apr 10 08 kl. 15:59Ahh… Så er jeg med. I FDIM’s panel-målinger er “en bruger” faktisk defineret som de, der henter data fra serveren. Det gælder også de forsvindende få, der læser RSS-feeds og widgets. Og i særdeleshed en masse reklameservere. Det samme gælder mig bekendt ikke for medlems-sites.
Sune Blicher skrev disse fyndige ord den apr 13 08 kl. 15:13Spændende diskussion. Et emne, der optager mig meget. Jeg har forhørt mig hos Venstre Pressetjeneste, der desværre ikke selv ved, hvordan de er nået frem til de astronomiske tal. De har opfordret mig til at henvende mig til deres ‘webudvikler’, som tilsyneladende ikke tjekker sin mail for tiden.
Foruden net-journalisternes voksende brug af Google som research-værktøj og som et redskab, der kan generere lette nyheder (som Britney-eksemplet), har jeg bidt mærke i en anden tendens… nemlig at nyhedsmediernes i stigende grad anvender brugerne/læsernes holdninger til at generere selvstændige nyheder. Her et aktuelt eksempel: http://politiken.dk/indland/article494048.ece
En dejlig nem måde at lave journalistik på, men også et eksempel på, at online-mediernes nyhedskriterier har bevæget sig væk fra de traditionelle journalistiske selektionskriterier…
Hvis jeg hører fra Venstres Pressetjeneste skal jeg nok lige poste svaret…
Sune Blicher skrev disse fyndige ord den apr 15 08 kl. 11:37Her et svar fra Ventres websudvikler vedr. hits på VenstreTV under valgkampen:
“Tallet vi brugte var unikke pr. dag og den var over de 700.000 unikke starter af VenstreTV, tallet siger jo dog ikke noget om hvorvidt folk så 30 sekunder eller mere. Tæller vi hits i form af antal sete videoer lå tallet omkring de 1,5 million startede videoklip pr dag”.
Det lyder stadig ret heftigt med så mange bruger. Men en stor del af tallet må være tilfædige starter, hvor brugerne er kommet til at aktivere VenstreTV ved at mouse over et logo/banner.
Jonas Heide Smith skrev disse fyndige ord den apr 15 08 kl. 12:04Tak for grundresearch, Sune. Voldsomt er det i hvert fald.

Seneste kommentarer
4. maj 2010, kl. 17:40
22. januar 2009, kl. 13:07
3. januar 2009, kl. 16:10
30. december 2008, kl. 23:57
18. december 2008, kl. 01:16