Jyske Netbank: Fornuft frem for følelse
Tags: anmeldelse, Jyske Bank, Jyske Netbank, webdesign
permalinkBankrådgiveren som barrista, selvironiske tv-reklamer, den fik ikke for lidt, da Jyske Bank relancerede sig selv som funky next generation bank. Silkeborg-firmaets Netbank er dog alt andet end next generation. Den er gennemgribende og betonkonsekvent old school.
Hvad skal en Netbank kunne? Den skal selvfølgelig give dig mulighed for at administrere dine bankforhold, uden at du behøver bevæge dig ud i det regnfulde mørke og ned til en fysisk bankfilial (som alligevel er lukket når du når frem). Og så skal den selvfølgelig også tilbyde disse muligheder på en smidig og måske end da behagelig facon. Endelig gør det ikke noget, hvis den udnytter de digitale mediers særlige potentialer, så den ikke bare bliver en digitaliseret version af bankens telefonservice (”Tryk 3 for at overføre penge til egen konto…”).
På “administration af bankforhold” klarer Jyske Netbank sig godt. Man kan foretage så traditionsrige bankhandlinger som overførsel af beløb mellem konti, betaling af girokort og oprettelse af faste overførsler. Og man kan end da gøre det fra sin obskure open source-browser på MAC (hvis man har sådan en), for Jyske Netbank kræver stort set kun at brugerens maskine kører Java. Der er nemlig ingen Windows-krævende certifikat-system, men udelukkende et nøglekort med en unik nøgle for hver log-in. Brugeren er således ikke bundet til hverken styresystem eller nogen bestemt maskine, hvilket giver point på fleksibilitetskontoen. Træerne vokser dog ikke ind i himmelen, for når du hænger ud på stranden i Sydney og lige skal tjekke din saldo, risikerer du nemt at blive slået hjem idet netbanken har lukket det meste af natten, dansk tid. Det er muligt at backup nødvendiggør en vis lukketid, men det må altså kunne gøres smartere.
Bevæger vi os over i afdelingen for æstetik og brugeroplevelse, må vi hellere finde en stol, sætte os ned og trække vejret dybt. For det her er virkelig uskønt. Nok har netbanken fået en grafisk opgradering indenfor de seneste par år (den gamle version var åbenbart trods alt for håbløs), men designmæssigt er denne opgradering vel placeret tjenesten på 1998-niveau eller deromkring. Nogle kasser, med nogle farver var ligesom hvad det kunne blive til. Og har man været på nettet de seneste par år er forventer man en brugerfladedynamik, som der desværre ikke var råd til i Jyske Netbank. Det er Ajax-fri zone. Til gengæld er der frames, der tager “back”-knappen som krigsfange og tvinger brugeren til at bruge et “tilbage”-link. Man føler sig hensat til en fjern, mørk og ubehagelig fortid.
At Jyske Netbank er tænkt og udviklet med øje for at dublere klassisk bankfunktionalitet understreges af at den stort set fornægter alle andre medier. Abonnere på saldo? Nixen-bixen. SMS-kvitteringer for større overførsler? No way, Jose. Mobiladgang til grundfunktionalitet? Drømme er gratis. Man kan allernådigst få en e-mail om ny elektronisk post fra banken (som så skal læses i netbanken) og man kan aktivt bede om at få saldo tilsendt på SMS. Men ikke noget med “send mig en e-mail når min saldo på konto X kommer under Y kr.” som ellers tilbydes af andre netbanker.
Jyske Netbanks muligheder og æstetik synes styret af tekniske udviklere. Det virker. Det er sikkert. Det er platformuafhængigt. Men lækkert eller særligt smart er det ikke.
(Det skal dog siges, at alle de Jyske Bank-bankrådgivere jeg har interageret med har været endog særdeles hurtige til at respondere og reagere på e-mails. Så i et bredere perspektiv har jeg oplevet den digitale service som bedre end ovenstående kan antyde).
Godt
- Platform- og maskinuafhængigt
Dårligt
- Uskønt
- Dårlig brugerflade (ikke-dynamisk og med frames, som nødvendiggør ikke-konventionel navigation)
- Kun begrænsede muligheder for at få information via e-mail eller SMS
Kommentarer (5)
Steffen Tiedemann Christensen skrev disse fyndige ord den okt 27 08 kl. 14:59Interessant anmeldelse, især fordi jeg faktisk brugte en del tid for 4-5 måneder siden på at skifte til Jyske Bank. Min liste over grunde til skiftet:
1) Netbank.Jeg er sådan set enig med dig i analysen af både brugbarhed, æstetik og manglende muligheder for at hente oplysninger ud via sms og email (jeg savner at få en mail, når folk sætte penge ind på min konto). Men den kritik er relativ, for sammenligner du Jyske Netbank med konkurrenternes udbud, så er … ja, ingen sammenligning.
Jyske Netbank virker på Windows, Mac, Linux. Det virker i alle browsere. Og det virker på alle computeren uden at jeg skal sidde og taste pinkoder frem og tilbage mellem “lommeregnere”. Og det er ikke lavet i Java, så du har oplevelsen af at bruge siden ligesom du ville med alle andre hjemmesider. Ingen ubehagelige overraskelser, når du trykke på tab eller på mellemrumstasten. Ja, det er i frames, men frames og browserens tilbageknap virker typisk meget bedre den knap typisk gør med ajax, som du efterlyser.
Der er et par ret brugervenlige features som andre banker kunne lære af: Der er et billede af min bankrådgiver på alle sider, og jeg har testet at hun svarer, når jeg kalder på hende. Og så er der fine handling-knapper til at overføre mellem egne konti. Igen en åbenlys innovation.
Det er fint (og berettiget) at kritisere Jyske Bank for at være 1998 — hvis vi blot husker, at i hvert fald Danske Bank, Nordea og Skandiabanken (som jeg alle har brugt tidligere) endnu ikke rigtigt er trådt ind i halvfemserne.
Jonas Heide Smith skrev disse fyndige ord den okt 27 08 kl. 20:31Hej Steffen,
Tak for kommentaren. Jeg kan ikke prale af nogen videre erfaring med andre netbanker. Jeg har brugt Jyske i 6-7 år og allerede fra begyndelsen, syntes jeg det var gammeldags. Siden da har udviklingen været yderst beskeden (men helt enig: Bankrådgiverportrættet er fint).
Summen af vores erfaringer er vel: Sammenlignet med andre store netbanker har Jyske Netbank ikke noget særligt at skamme sig over. Men sammenlignet med den mere generelle udvikling i webinterfaces er netbankstandarden ekstremt konservativ, for nu ikke at sige forstokket.
Martin Skovgaard skrev disse fyndige ord den dec 30 08 kl. 23:57Se evt. http://kundepanel.jyskebank.dk/ -
“I arbejdet med at omstrukturere jyskebank.dk er vi ved at pille alt fra hinanden, og sætte det sammen på en ny og forhåbentlig mere hensigtsmæssig måde. Så det derved bliver nemmere for brugerne at finde den relevante information eller service…”Måske der sker lidt nu… og måske det endda er muligt at påvirke udviklingen lidt.
Morten Gade skrev disse fyndige ord den jan 03 09 kl. 16:10I forbindelse med PBS’ overtagelse af Digital Signatur kunne man forestille sig, at der samtidig skete noget med netbankerne, når nu de to typer signaturer vel smelter sammen. Men man kunne også frygte, at signatur-snakken udskød udviklingen af netbankerne yderligere.
Et godt og inspirerende bud på nytænkning for en dansk bank burde være at tage et kig på http://www.mint.com.
Mads Nygaard Pedersen skrev disse fyndige ord den maj 04 10 kl. 17:40En lille efternølende kommentar så jeg kan få luftet min harme over manglen på ambitioner ift. brug af web-delen i Danske Banker.
Overvejede selv Jyske Bank - det blev dog til Middelfart Sparekasse, og desværre er deres ambitionsniveau (ligesom alle andre danske banker) ift. netbank delen yderst begrænset. Der er delvis crossbrowser understøttelse (meget delvis på Mac). Der er et crappy interface - og der er desuden rigtig mange tilbagevendende af fejl (hvor 404eren siger - kontakt os venligst og rapporter fejlen - hmmm - hvad med at teste det selv?). Faktisk overvældende mange fejl - hvilket jeg trods alt ikke har oplevet andre steder.
Jeg valgte for et par år siden Middelfart Sparekasse fordi den er blevet valgt som bedste arbejdsplads i DK de seneste par og, og min kæreste og jeg vurderede “God arbejdsplads = Glade medarbejdere = God service”. Deres service er velkvalificeret og engageret - men netbanken er ringere end ringe. Det lader til at Kongstanken bredt set er “if it’s not broken - don’t fix it. If it’s broken - it’s not out fault”. Har skrevet til deres IT afd. et par gange, og ikke til at være planer om at lægge sig i selen for at lave forbedringer, hvilket er skuffende og uambitiøst. Jeg vil gerne betale mere for en netbank der KAN mere…
…Og Martin - JA - hvorfor pokker er der ikke nogen banker der har ambitioner ift. integration af f.eks. Mint.com. Det er simpelthen ufatteligt i disse tider med åbne APIer at bankerne ikke gider orientere sig bedre efter kundernes behov og hvad der rør sig på det internationale marked. Mint og tilsvarende services er FREMTIDEN indenfor personlig økonomistyring, men det kræver at netbankerne er villige til at lave et hookup med Mint.com’ API - og sådanne tiltag virker lysår for at blive realiseret til trods for at det ikke er det store problem at implementere. (Digital signatur - don’t get me started…)
Hvis der bare var én dansk bank der med ren samvittighed kunne bryste sig af at være innovativ nok til at satse mere på netbank-delen ville de kunne suge en helt ny generation af superbruger kunder. Som det er nu investeres der ALT for konservativt i den retning over hele linjen, og bankernes reklamer er en forvrænget udgave af virkeligheden når det kommer til netbank- delen. Jeg har prøvet Danske Bank, Sydbank og Middelfart Sparekasse - Sydbanks løsning (udviklet af BankData - og benyttet i flere andre pengeinstitutter) er indtil videre den bedste jeg har prøvet. Dog også uden nogen som helst mulighed for tredie-parts integration - og stadig præget af betonlogik - velsagtens fordi man vil tilgodese alle fra 15 til 80! Jeg kan bare ikke se hvorfor det partout skal være på bekostning af usability og nytænkning?
Anyway, tak for infoen om Jyske Bank - så er det ihvertfald heller ikke der vi lander…



Seneste kommentarer
4. maj 2010, kl. 17:40
22. januar 2009, kl. 13:07
3. januar 2009, kl. 16:10
30. december 2008, kl. 23:57
18. december 2008, kl. 01:16