Hvad skal en Netbank kunne? Den skal selvfølgelig give dig mulighed for at administrere dine bankforhold, uden at du behøver bevæge dig ud i det regnfulde mørke og ned til en fysisk bankfilial (som alligevel er lukket når du når frem). Og så skal den selvfølgelig også tilbyde disse muligheder på en smidig og måske end da behagelig facon. Endelig gør det ikke noget, hvis den udnytter de digitale mediers særlige potentialer, så den ikke bare bliver en digitaliseret version af bankens telefonservice (”Tryk 3 for at overføre penge til egen konto…”).

Helt ærligt, giv mig nu bare de posteringer

På “administration af bankforhold” klarer Jyske Netbank sig godt. Man kan foretage så traditionsrige bankhandlinger som overførsel af beløb mellem konti, betaling af girokort og oprettelse af faste overførsler. Og man kan end da gøre det fra sin obskure open source-browser på MAC (hvis man har sådan en), for Jyske Netbank kræver stort set kun at brugerens maskine kører Java. Der er nemlig ingen Windows-krævende certifikat-system, men udelukkende et nøglekort med en unik nøgle for hver log-in. Brugeren er således ikke bundet til hverken styresystem eller nogen bestemt maskine, hvilket giver point på fleksibilitetskontoen. Træerne vokser dog ikke ind i himmelen, for når du hænger ud på stranden i Sydney og lige skal tjekke din saldo, risikerer du nemt at blive slået hjem idet netbanken har lukket det meste af natten, dansk tid. Det er muligt at backup nødvendiggør en vis lukketid, men det må altså kunne gøres smartere.

Bevæger vi os over i afdelingen for æstetik og brugeroplevelse, må vi hellere finde en stol, sætte os ned og trække vejret dybt. For det her er virkelig uskønt. Nok har netbanken fået en grafisk opgradering indenfor de seneste par år (den gamle version var åbenbart trods alt for håbløs), men designmæssigt er denne opgradering vel placeret tjenesten på 1998-niveau eller deromkring. Nogle kasser, med nogle farver var ligesom hvad det kunne blive til. Og har man været på nettet de seneste par år er forventer man en brugerfladedynamik, som der desværre ikke var råd til i Jyske Netbank. Det er Ajax-fri zone. Til gengæld er der frames, der tager “back”-knappen som krigsfange og tvinger brugeren til at bruge et “tilbage”-link. Man føler sig hensat til en fjern, mørk og ubehagelig fortid.

At Jyske Netbank er tænkt og udviklet med øje for at dublere klassisk bankfunktionalitet understreges af at den stort set fornægter alle andre medier. Abonnere på saldo? Nixen-bixen. SMS-kvitteringer for større overførsler? No way, Jose. Mobiladgang til grundfunktionalitet? Drømme er gratis. Man kan allernådigst få en e-mail om ny elektronisk post fra banken (som så skal læses i netbanken) og man kan aktivt bede om at få saldo tilsendt på SMS. Men ikke noget med “send mig en e-mail når min saldo på konto X kommer under Y kr.” som ellers tilbydes af andre netbanker.

Jyske Netbanks muligheder og æstetik synes styret af tekniske udviklere. Det virker. Det er sikkert. Det er platformuafhængigt. Men lækkert eller særligt smart er det ikke.

(Det skal dog siges, at alle de Jyske Bank-bankrådgivere jeg har interageret med har været endog særdeles hurtige til at respondere og reagere på e-mails. Så i et bredere perspektiv har jeg oplevet den digitale service som bedre end ovenstående kan antyde).

Godt
- Platform- og maskinuafhængigt

Dårligt
- Uskønt
- Dårlig brugerflade (ikke-dynamisk og med frames, som nødvendiggør ikke-konventionel navigation)
- Kun begrænsede muligheder for at få information via e-mail eller SMS

Share This

“Far! Computeren virker ikke!”
Det er min søn på to år som skuffet fortæller mig at computeren er gået i stykker efter hans bedste opfattelse.
Vi sad sammen og lavede puslespil sammen med Bamse på DR’s hjemmeside. Bamse forklarede ham, med en meget pædagogisk stemme, at han skulle flytte brikkerne hen på den plads hvor de passede ind.

Og det prøvede han. Dog ikke med musen, men med sin hånd direkte på skærmen. Det virkede ikke, og det var frustrerende i en sådan grad, at hans eneste konklusion måtte være at computeren var i stykker.

At lære ham at bruge musen for at flytte markøren rundt på skærmen stod for mig pludselig som dybt ulogisk. Han ville bruge sin hånd til at flytte brikkerne som Bamse sagde han skulle. Det ville også være det mest logiske. Men sådan fungerer vores interaktionsmuligheder med computerne omkring os ikke. Vi har opsat et system for os selv som ikke er naturligt. Måske er måden vi interagerer med computere decideret fundamentalt forkert?

Han og TED

Andre har i mange år haft denne opfattelse. Vi er låst i et system som ikke tjener vores formål med intuitiv interaktion. Det er systemer, der påtvinger os en måde at bruge dem på og ikke, som de burde være, os der påtvinger dem.
Jefferson Han, eller bare Jeff, er en af dem som er allerlængst fremme i skoene når vi snakker om alternativ interaktion med systemer.

I 2006 havde han et indlæg på TED konferencen hvor han fremviste sit bud på hvad såkaldt multi-touch teknologi kunne tilføje vores interaktion.

På papiret lød det forholdsvis banalt og ligegyldigt, og bestemt noget vi alle havde set før. Mange gange; trykfølsomme skærme som reagerer på inputtet fra dine fingre.

Det var da også den gængse opfattelse af Hans oplæg. Altså lige indtil han gik på scenen og startede sin demo.

Ingen var i længere tvivl. Dette var fremtiden. Måden, letheden og ikke mindst naturligheden i den måde han behandlede informationer på sin skærm, blæste alle i salen omkuld.

Det var så simpelt og nemt at forstå. Selv ens mor, ja endda bedstemor ville kunne benytte sådan et system. Eller for den sags skyld ens toårige søn.

Det var teknologien fra Steven Spielbergs film “Minority Report” som pludselig var dumpet ned foran os. Vel og mærke 50 år før Tom Cruise havde fornøjelsen af at lege med det.
Det er tydeligt at teknologien, og ikke mindst folks opfattelse af teknologien, nu er så langt fremme at man forventer en mere intuitiv og ligefrem interaktion med sine elektroniske produkter, det være det sig enten computere, spillekonsoller eller andet.

Nintendo har med deres håndholdte DS-konsol og senere med deres Wii-konsol valgt at gå helt nye veje i krigen om at blive den fortrukne spilkonsol i dagligstuen. Apple har med deres iPhone, iPod Touch og senest MacBook Air forsøgt at inkorporere en form for multi-touch interface i deres hardwareprodukter.

Microsoft er, som altid, lige i hældende og vil senere i år lancere deres bud på et multi-touch interface i kraft af deres, dog noget store, Surface-borde.

Se video om MS Surface

Napoleon er død

Det er Bill Buxton som har været en af hovedkræfterne bag Microsofts bud, og det var også flere af hans researchprojekter fra 80′erne som Jeff Han kiggede efter i sømmende, da han udviklede sin version.

Buxton har en gang udtalt: “Today’s computers assume you are Napoleon, with your left hand tucked into your suit”. Musen er ikke det rette værktøj til at behandle store datamængder med. Det skal gøres med hænderne.

Det som adskiller Jeff Hans teknologi fra resten er også at den er trykfølsom. Den kan registrere hvor hårdt og hvor længe du trykker. Det åbner op for at utal af muligheder for interaktion. Men det stopper slet ikke der. Teknologien adskiller sig også fra tidligere tiders forsøg på touch-screens ved at du kan trykke på skærmen med alle dine fingre på samme tid og computer vil så forsøgt at forstå hvad det er du vil. Før kunne man kun bruge touch-screens som en slags mus-fri computer, hvor du klikkede ét sted af gangen.

Og Han er da heller ikke sen til at se de økonomiske muligheder i sin teknologi og har oprettet sit eget firma, Perceptive Pixel, som indtil videre har solgt skærme til så forskellige kunder som CIA og CNN.

Hvor er musen?

På Web 2.0 Expo i slutningen af april, havde Clay Shirky et fantastisk eksempel på den fremtid som vi allerede nu befinder os i. En af hans venner havde siddet sammen med sin 4-årige datter og set tv (igen får vi sandheden fra vores kære børn). Pludselig rejste datteren sig op og gik over til fjernsynet og ledte tydeligt efter noget. Faderen spørger om hun kigger efter menneskerne i fjernsynet, hvorpå datteren svarer: “Nej jeg leder efter musen”.
Elementer i vores hverdag som ikke tillader manipulation og interaktion på en nem og intuitiv måde bliver snart anset som værende i stykker.

Share This

Princippet er simpelt: Søg på emnet og noter hvor mange søgeresultater du får. Jo flere, jo mere relevant. Men måske er det ikke så simpelt alligevel, for man kan ofte læse tal, der synes trukket ud af den blå luft.
Et relativt nutidigt eksempel. Politiken skrev 7/2, i artiklen “Pressen spinder guld på Britney Spears” (og den opmærksomme læser vil bemærke det elegante link til dette indlægs overskrift…):

En søgning på ‘Britney Spears’ gav tidligere i dag 5.870.000 såkaldte hits på Google.

Nu er jeg godt klar over at Google piller ved sine søgealgoritmer fra tid til anden, men den 21/2 gav søgestrengen “Britney Spears” over 74 millioner resultater og 8/4 var der næsten 88 millioner. Og jeg tillader mig at tvivle på at Google kun hostede op med små 6 millioner af slagsen i starten af februar.

Det er underligt at disse Google-angivelser ofte er helt i skoven (for så svært er det jo heller ikke). På den anden side er der ikke noget principielt forkert i at bruge Google på denne måde, så længe man er i stand til at gengive den nøjagtige søgestreng på papir bagefter.

Hvad der derimod ER problematisk er et nært beslægtet fænomen. Eller faktisk to:
- At websiteindehavere slynger om sig med begrebet hits som angivelse af populariteten af deres website
- At (nogle) journalister gladeligt trykker den slags påstande

En del af problemet bunder i det tågede begreb “hit” i denne sammenhæng. Der er ikke ligefrem enighed, ej heller blandt teknisk mindede, om hvad et “hit” betyder. Men typisk henviser det, blandt de lærde, til en browsers anmodning om en fil på en server. Eftersom en webside typisk består af mange filer, vil en bruger der ser én webside generere en mængde “hits”. Så hvis man tror at et “hit” er en sidevisning eller en besøgende, ja så kommer man let til at overdrive en websides popularitet voldsomt.

Dette kan muligvis forklare nogle af de overvældende besøgstal, der til tider nævnes. Hvad jeg mener med “overvældende”? Lad mig give et eksempel. Under Folketingsvalgkampen fortalte Venstre pressen at

Hver dag ser 750.000 danskere VenstreTV. Til sammenligning så ca. 840.000 seere torsdagens duel på TV 2 mellem Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen. Hver dag aktiveres lidt under én million videoklip fra VenstreTV. Og Venstre har gigantiske seks millioner hits lige fra VenstreTV til podcast, billeder, tekst og tv-klip.

Nu VED jeg ikke noget om Venstres faktiske besøgstal. Men 750.000 unikke videoseere? Om dagen? Seks millioner “hits” lyder også voldsomt, men hvis der henvises til (det noget abstrakte mål) hvor mange gange en browser har bedt om en fil hos Venstre så er det da muligt.

Nu er det selvsagt noget man kunne skrive lange afhandlinger om. Men hvilken enhed (sidevisninger, unikke brugere, brugere per dag el. lign.) vil I som tommelfingerregel foreslå at man anvender som mål for et sites popularitet?

Share This

En af de hyppigst kopierede danske forfattere på The Pirate Bay er Dennis Jürgensen. Meget tyder på, at hans lydbøger er kopieret efter biblioteksudgaver, for forlaget Tellerup har stort set ikke solgt lydbøger til private.

Altså: Brugerne betalte ikke for at lytte til oplæsning af Dennis Jürgensen før, og de betaler ikke for det nu. Hvad er problemet?

Biblioteket er en slags fildelingstjeneste der længe har givet brugere gratis adgang til alverdens kulturelle værker. Skal vi se det som en ulovlig modsætning at Jürgensenlyttere i dag tilgår deres gratis oplevelse af lydbøgerne via BitTorrent-teknologi?

En klar forskel er jo, at der følger nogle offentlige midler med når noget udlånes på biblioteket. Kunne man ikke forestille sig at bibliotekerne og biblioteksmidlerne i højere grad begyndte at operere med nogle tidssvarende teknologier - som fx BitTorrent?

Artiklen slutter med en udtalelse fra forlaget, som ikke har tænkt sig at lade sig præge af piraterne:

»Om to måneder udsender vi Dennis Jürgensens meget store roman ’Dystopia’ som lydbog, og at der finder piratkopiering sted, får ikke nogen betydning for vores satsning. Vi må jo ikke lade dem vinde«, siger Harald Tellerup.

Præcis hvem der refereres til med “dem” i denne sammenhæng, er jeg ikke helt sikker på. Jeg formoder det er “dem” som gider lytte til lydbøgerne, men ikke køber dem. Sandsynligvis også “dem” som udgør en loyal fanskare som måske ikke køber bøger, men som er af stor værdi for et brand som Dennis Jürgensen.

Hvorfor lader Bibliotekerne sig ikke inspirere af hvordan brugere deler ting gennem BitTorrent? Hvorfor gør forlag som Tellerup ikke?

Share This

Helt kort fortalt er Spore en rejse gennem udviklingshistorien, hvor spilleren begynder ydmygt som fåcellet organisme og ender som galaksebetvinger. I mellemtiden har han/hun forhåbentlig moret sig med at skabe sine egne væsner med en række elegante editorer, der gerne skulle bringe endnu større fornøjelse end byggeredskaberne i Sims og andre lignende spil. De væsner, bygninger osv. som spilleren frembringer på denne måde uploades automatisk til en database og kan derfra optræde i andre spilleres spil. Der er altså tale om et single-player-spil hvor spillerne interagerer indirekte ved at dele indhold.

Spore ser flot ud. Man kan selvfølgelig diskutere hvor godt konceptet nu egentlig lyder (det lyder lidt som “mange små spil” fremfor “1 gennemført spil”). Og man kan påpege paradokset i at konceptet, der ved at trække på brugergenereret indhold skulle redde spilbranchen fra stigende produktionsomkostninger, nu efterhåndet har været i produktion i mange år og formentlig kommer til at koste 35 millioner USD i udvikling alene.

Men det interessante er hvordan Will Wright og hans kumpaner har ladet sig inspirere umiskendeligt af Web 2.0 og sociale webmedier i det hele taget. Dit Spore-spil vil kunne integreres i din blog, din FaceBook-profil og som widgets af alle slags. Og det vil banke på hos alle dine platforme (din Wii, din PSP, din iPhone osv.) Så på denne måde bryder Spore med både den klassiske spilbranchemodel (Brænd en CD, put den i en æske, send æsken afsted) og den mere moderne model (skab en verden som en masse spillere kan befolke samtidig) og går efter en mellemting med stærkt kontrolleret interaktion mellem spillerne som i bund og grund får en single-player-oplevelse.
Jeg er ikke verdensmester i spilbranchespådomskunst, men jeg tror de har fat i noget.

(Og det sagde jeg i øvrigt lidt mere om i P1s Harddisken i fredags).

Og du kan også høre Will Wright fortælle lidt selv i dette videointerview:

Share This

Vi kigger altså frem mod muligheden for rigere oplevelse af internetindhold, som tager os videre fra de lidt infantile og mildt sagt oftest unyttige “widgets” som både Apple (fra og med 10.4) og Windows (med Vista) har rullet ud som det nyeste siden brød i skiver.

AIR er det første seriøse bud på hvad der kommer til os med Rich Internet Applications (RIA), en kærkommen udfordring til vores vante tilgang til nettet gennem den klassiske internet-browser - som dog også bliver mere og mere rig - og hvor vi også ser flere og flere Apps som rykker os væk fra den gængse program på desktoppen, f.eks. med Google Docs. Adobe har lavet en lille komparativ opstilling af fordele og ulemper mellem desktoppen og Browseren.

Feature	RIAs in the browser	RIAs on the desktop
Application delivery	Applications can be easily discovered, explored, and used.	Installed applications have more persistence, power, and functionality.
Application updates	Applications are updated by pushing new content to a website.	AIR provides APIs that allow applications to be updated as easily as pushing new content to a website.
Programming languages	JavaScript is provided by browsers and ActionScript™ is provided by Adobe Flash® Player.	Integrated JavaScript and ActionScript virtual machines are compatible with the browser.
Persistence	Activity is limited to the browser session. When the browser is closed, information is lost.	RIAs are installed and available on the desktop. They store information locally and operate offline.
User interface control	RIAs run within a browser window that has its own controls, branding, and integration with the desktop.	RIAs have a customizable user interface and desktop integration, enabling branded experiences.

Fra http://www.adobe.com/products/air/comparison/

Microsoft har naturligvis lugtet lunten for denne “nye browserkrig” og launchet .net frameworket Silverlight som dog først og fremmest er for at imødegå rige browser applikationer f.eks. lavet i Flex, men på sigt vil dette framework vel også kan rulles ud til et desktopbaseret runtime miljø - og hvis ikke det lykkedes, køber Microsoft sgu nok bare Adobe. Den store ulempe for alle disse tiltag er naturligvis at der skal downloades, installeres og opdateres en hob af programmer, og det er naturligvis en barriere mod udrulningen af desktopbaseret RIA.

Det interessant er dog ikke så meget AIR, eller Silverlight for den sags skyld, men den overordnede tendens, at internet inhold ikke længere er en statisk side på nettet, men at vi i stigende grad også vil begynde at se internet indhold dukke op på vores desktop og i vores applikationer. Det mest vellykkede eksempel er vel iTunes musicstore som jo i princippet bare er en meget dedikeret browser, der bruger vores musikbibliotek som linkssamling. En anden succesfuld applikation er naturligvis last.fm’s scrobbler, som i øvrigt også findes i en virkelig smuk mobil udgave til din jailbreakede iPhone. Og sådan en har du naturligvis hvis du er en ægte Teknokratist!!

Share This

I den større sammenhæng invaderer computerspillet stadig flere hjem og platforme. Men man kan spørge sig om det er et mainstreamfænomen. At vinklen “Computerspillet er nu ikke længere kun for nørdede drenge” i langt over 10 år har præget de fleste pressemeddelser fra spilbranchen og en meget stor mængde journalistik, bør måske anlede til skepsis. For nok er computerspillet blevet mere mainstream, men der er stadig store dele af befolkningen som yderst sjældent (om nogensinde) griber controlleren. Så i forhold til bøger, film og tv (som alle bruger eller i hvert fald har betydelig erfaring med) er computerspil egentlig stadig en noget sekterisk beskæftigelse.
For 6 år siden ringede jeg til en gruppe kulturpolitiske ordførere for at spørge lidt til hvordan de fejrede mediets 40-års fødselsdag. Det gjorde de med stor stilfærdighed. Nok begynder branchen at nyde godt af tentative støtteordninger, men mon resultatet af en sådan rundringning i dag ville være væsentlig anderledes? Jeg tvivler, men signalværdien af Politikens flyttedag er under alle omstændigheder betydelig.

* Og hvis avisen havde sine artikler online kunne jeg linke til spilredaktør Thomas Vigilds artikel om opgraderingen. Og hvis avisens PDF- ELLER Flash-udgave fungerede i Firefox til MAC så kunne jeg vise et lille screenshot af artiklen

Share This

Forældet succes

Det gamle Boligsiden var i sin tid en ret smart opfindelse. Siden gjorde op med, at man skulle huske, om parcelhuset nu var til salg hos Nybolig, EDC eller hos dem med den sjove reklame. I stedet kunne man enkelt søge på tværs af alle boligsider. Siden var en succes, og som ved så mange andre danske internetsucceser reagerede bagmændene tilsyneladende ved at glemme at videreudvikle på den.

Resultatet blev lanceringen af Boliga, der gjorde det hele meget smartere, bl.a. med mulighed for kortsøgning via Google Maps, overvågning af prisudviklingen på en bolig og meget mere, der gjorde livet nemmere for boligkøberne. DE’s reaktion var ligeså dum som den var forudsigelig: De forsøgte at hindre Boliga i at “crawle” deres hjemmeside og arbejde videre med data på de måder, de ikke selv gjorde det. I stedet måtte Boliga finde data hos alle ejendomsmæglerne. I løbet af sagen fik Boliga støttemeddelelser fra bl.a. Forbrugerrådet og historien endte med en smæk til DE fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen tilbage i marts 07.

Fornyet succes?

Oveni styrelsens kritik, måtte DE lave noget bedre end Boliga, hvis de fortsat ville sidde på markedet. Det har de nu haft et lille års tid til at arbejde på, og med hjælp fra Creuna har de nu lanceret den nye version i beta. Det var derfor med spænding, jeg åbnede siden for at se, hvad store DE kunne gøre bedre end lille Boliga. Og lad os da starte med at sige: Der er ingen tvivl om, at det nye Boligsiden er en klar forbedring i forhold til det gamle - både visuelt og brugervenlighedsmæssigt. Hvor det gamle site mest mindede om et polsk supermarked fra før Lech Walesa, gør det nye site bl.a. kraftig brug af bl.a. sIFR-overskrifter og javascripts, der hjælper med til at gøre oplevelsen nydeligere og mere intuitiv end før, uden vi på den anden side er endt i hverken den sjette eller syvende designhimmel.

Lidt af det samme og så lidt mindre af det

Men - efter min mening må der imidlertid være tale om en karakter langt nede på skalaen. Der er i hvert fald ikke tale om “selvstændigt arbejde” på det nye site, der må siges at have skelet ganske kraftigt til Boliga, da de definerede brugerscenarierne. Og med de mange data, DE råder over, skulle man have troet, at de kunne have lavet noget, der var langt bedre end Boliga. Det er bare ikke tilfældet.

Søgningen fungerer grundlæggende på samme måde som på Boliga. De fleste af felterne er de samme - og det samme er de felter, der mangler, for eksempel muligheden for at søge på en andelsboligs boligafgift. Og så mangler der alligevel lige et par ekstra små detaljer - for eksempel mulighed for at søge på et postnummerinterval eller på hvor længe, boligen har været til salg.

Hvad rækker Goliats ambitioner til?

Og det sidste slår vel hovedet på sømmet. Selvom Boligsiden har meget nemmere adgang til informationerne end Boliga, kan Boliga stadig tilbyde brugerne mere information om den bolig, de overvejer at købe. Bedre prisudvikling og prishistorik. Hvor længe boligen har været til salg. Mindre sprogforvirring (er plan hvilken etage, boligen ligger på eller hvor mange etager den har?).

Og så er det, jeg spørger: Rakte ambitionerne for Goliat ikke længere end at lave noget, der er lidt pænere og næsten lige så funktionelt, som det David har haft på markedet i over et år? Eller er det fordi, der kun er tale om en beta?

Share This

RSS - eller feeds eller syndikering eller xml eller nyhedssteøm eller hvad?

På Politiken taler de om RSS, men der står XML på den knap man skal klikke på for at abonnere. På Berlingske hedder det Nyhedsfeeds, men på linkene man abonnerer via, står der RSS. På Kommunikationsforum bryster man sig af at anvende RSS 2.0 - noget der dog ikke gælder de weblogs der findes i K-universet.

Andre udtryk man ser, er syndikering, feed, nyhedsstrøm, atom, aggregering. Eller hvad med de divergerende udfoldelser af RSS-forkortelsen: Really Simple Syndication, Rich Site Summary, RDF Site Summary, eller det danske Rigtig Simpel Syndikering. Man kan hurtigt blive forvirret. Og det oven i at det i det hele taget er noget nyt og svært at forstå for mange.

Mest synes jeg dog jeg støder på RSS. Nogle ville måske i brugervenlighedens navn påpege (måske lidt stråmandsfare her - ved at bl.a. Hr. Nielsen har argumenteret lidt i den retning): Man må for guds skyld ikke bruge intetsigende forkortelser som RSS eller XML. For slet ikke at tale om intetsigende symboler, fx den lille orange, afrundede firkant med en prik som udsender to kvarte buer (som vist er det mest udbredte).

Men hvad skal vi så kalde det? Jeg synes for så vidt godt det må være intuitivt og brugervenligt - men det ændrer ikke ved at sådan noget som RSS bare ikke er umiddelbart forståeligt for de fleste. Det kræver lidt tilvænning og tænkning at lære det. Men jeg har til gengæld klart indtryk af at de fleste der fx lærer at bruge en RSS-læser hurtigt synes at det er … ja, really simple.

Jeg synes ligeledes efterhånden det lille orange ikon har fået en ret intuitiv funktion for mig som noget jeg kan klikke på hvis jeg vil abonnere på (noget fra) det websted jeg er inde på.

Jeg har ikke umiddelbart noget bedre bud end at bruge RSS som samlebetegnelse for denne type publiceringsteknologi, og RSS-feed for det der kommer ud når et websted også publiceres i RSS-format.

Det giver måske ikke intuitivt mening for folk, der aldrig har hørt om det før. Men kan vi ikke leve med, at der er en lille læringskurve, før folk får mening ud af forkortelsen? Det kan godt være at danske ord som aggregator og syndikering - måske sammen med feed lånt fra engelsk - kunne hjælpe til at forme et mere umiddelbart betydningsfuldt udtryk for det. Jeg kan bare ikke se det for mig, at det ville blive ret meget mere elegant eller let af den grund.

Share This

Det er den svenskfødte blogsøgemaskinen Twingly der leverer den grundlæggende service. Ja, det er måske ikke breaking news - men alligevel et ganske interessant “mash up” initiativ. For det første lukker Politiken op for link-love posen, i den forstand at blogs der linker til politiken får masser af google karma, hvorfor de naturligt vil stige i google rank. Og det giver menige blogs en mulighed for at komme ind i et etableret medie, og derved sandsynligvis få flere læsere.

(som det ses linker Politiken tilbage til dette post)

Polititken har ikke som andre online medier satset på dialog på siderne, ved at åbne op for kommentarer og diskussioner på hver artikel. Det bliver som regel ikke den mest frugtbare eller sobre diskussionkultur der gror i halen på en nyhedsartikel, selvom det kan jo også have sin charme! I stedet tapper Politiken nu ind i den “indholds økologi” som lever livligt på nettet. Blogs er i nogen grad beviset på at nettet lever godt som en distribueret netværk, hvor en “samtale” ikke nødvendigvis på en centralt sted, men kan foregå mange steder. I stedet for at drive folk ind på siden og have brugerdialogen her, så går Politiken ind og laver en “noget for noget pagt” med bloggerne - I giver et link, vi giver et link tilbage. Det er god stil og sund fornuft. overvejelser og ekspempler på hvordan den brugerskabte “informations-økologien” på nettet i stigende grad bliver noget virksomheder bør deltage i - og med fordel kan benytte sig af til gavn for alle.

Sidste år verserede en nu sagnomspunden sag i blogosfæren omkring Krak, som ville lænse en stakkels hundekennel ejer for en stak tusindkrone sedler for at linke dybt til et krakkort. Sagen var ganske absurd, og spredte sig hurtigt til etablerede medier, og viste meget godt hvorfor det i nogen grad er umuligt og i høj grad er uproduktivt at “kapsle” sit site ind. På nettet lever man hvis man linker, og i denne link-økonomi skal man yde for at nyde. Enkelte bemærkede sarkastisk at Krak jo netop tjener reklamekroner på at registere og linke til personer. I virkeligheden burde Krak jo betalt penge tilbage for at koble folks navne og adresser (mit og dit, ja!) sammen med “send blomster” og “giv gavekort” funktionaliteter. Noget for noget.
indtil for kort tid siden “kapslede” de fleste aviser deres artikler på nettet, så de var gemt bag abonnement-tunge login. Denne indkapsling har ikke været produktiv og flere og flere åbner op. I stigende grad er det muligt at agregerer relevant og værdifuldt indhold ind i sit site. Og Politiken er altså gået skridtet videre, og åbner samtidig sine sider op for indhold fra andre steder. Det tror jeg vi kommer til at se meget af. Spørgsmålet er hvordan det kan gøres.

For nyligt faldt jeg over en ganske snedig anvendelse af den indholds-økologi der kondenseres på nettet - som jeg tror man kunne lære lidt af. Forlaget Rosenfeldmedia, der (i hvert fald planlægger) at udgive UX (user experience) bøger “høster” bunker kontekstuelt indhold f.eks. via Amazon, Google books, Del.icio.us. Google blogsearch etc. ind i deres side. De har ikke bare skabt en side for deres aktiviteter, men bygget et virksomt interesse- og praksiscommunity omkring UX op i stedet.

De formår på en ganske smart måde at skabe en hulens masse kontekstuelt indhold, rundt om et simpelt indholdsobjekt, ved at lave en række søgninger og api-udtræk på f.eks. klassikeren Steve Krug’s “don’t make me think“. Det giver en meget rig side uden at en indholdsredaktør skal sidde og hælde indhold ind i med en kulskovl. Samtidig er siden et community site, hvor brugerne kan rate og forædle indhold omkring bøger. I det hele taget inter-aktiveres alle indholdsobjekter med kontesktuelle afskrabninger af data fra nettet, som danner et dedikeret Zietgiest univers, hvilke bøger er hotte, hvilke emner snakkes der om - her f.eks. personas.

Denne måde at skabe kontekstuelt indhold på via andre sites kender vi jo allerede fra blogs, som oftest består af flere forskellige services. Og med Facebooks aggressive “apps i apps” platform, vil vi helt sikkert se mere til denne approach.

En side er ikke længere en side.

Share This